Velkommen til Redningsvejen 132, en fantastisk beliggenhed ved havet og klitterne, der konstant er i bevægelse og forandring afhængigt af sol og skygge. I er omfavnet af uspoleret natur, der breder sig som kulisse og baggrundsbillede, og sætter den helt rigtige stemning for et fritidshus som dette. I fredet natur, for enden af Redningsvejen og med kig til Lien, herunder Sanden Bjerregaard!
Her venter der jer et kvalitetssikkert fritidshus, hvor fokus er lagt på bæredygtige løsninger og minimal vedligeholdelse. I skal ikke bekymre jer om penselstrøg og husarbejde, men derimod kan I læne jer tilbage og nyde livet i fulde drag. Huset opvarmes via solvarme, varmepumpe og brændeovn, og der er kræset for detaljerne med langtidsholdbare løsninger i høj kvalitet, såsom de smukke vinduer og døre i mahogni. Intet er overladt til tilfældighederne.
Planløsningen er gennemtænkt med to separate værelsesafdelinger og en stort leverum. I forbindelse med to af værelserne er der gode hemse, som giver rig mulighed for at indrette ekstra sovepladser. Huset har en helt sublim atmosfære, der særligt opleves i det store leverum, hvor stuen og køkkenet ligger i åben kombination. Her strømmer dagslyset ind fra ovenlysvinduerne, mens store vinduespartier strækker sig fra gulv til loft og åbner op for den fineste udsigt til de naturskønne omgivelser. Ejendommen afsluttes med et badeværelse og et depotrum.
Udvendigt venter der jer et fantastisk udeliv på grunden, der breder sig med de skønneste terrasser, hvor I kan betragte det smukke landskab og nyde solen hele dagen. Flere er delvist overdækkede og I har altid mulighed for at finde sol, læ eller skygge. Sidst men ikke mindst er der tilhørende stor garage med indbygget udhus, beklædt med skifer.